Skole/hjemsamtale

Det er den tid på året hvor man blir inviteret til skole hjemsamtale. Emelie på 12 går i 6 klasse, så nu er det begyndt at blive alvorligt.
Jeg kan huske fra, da jeg selv var barn og kom til *forældrekonsultation, som det hed dengang. Der var jeg enorm nervøs, jeg hadede det, så meget at mine håndflader var helt klamme og jo slet ikk fedt, når man skulle give pæn hånd.
Nåh,men Emelie var selvfølgelig, ligeså nervøs.
Kender I det? Når man bare har lyst til, at putte dem ned i ens lomme, kunne næsten mærke, hvordan hun sad der og led, og hvor er det synd, at det er sådan,for det er der jo ingen grund til. Her skal hun så bare “svede” ekstra pga lærene sidder i hvert deres lokale.
Hun fik ros på ros og alligevel tøede hun ikke op. Da vi kom indtil nr 2 rum, var hun ved grådens rand, den havde jeg ikke lige set komme og mine tåre stod i kø (fedt Alice, virkelig fedt,så der sad jeg selv og kæmpede,voksen og følsom) stor medalje til læren,ved ikke om han kunne fornemme moderen her, var ved at tude, gjor ihærdigt forsøg, på at skjule dét, men han tog det i “stivarm” og fik Emelie til at beholde tårene indenbords. Mit kære barn troede hun ville få skæld ud, over det hun glemte i hverdagen, men dét fik hun ikke, hun fik bare endnu mer ROS!
Da vi kom ud, gav jeg hende et KÆMPE krammer både fordi jeg var stolt, men også trøst, turde ikk rigtig gøre det derinde, hvis hun nu stortudede, preteenager er MEGET følsomme.
Hun smilede med hele ansigtet og sagde “SHIT med ros jeg fik mor,jeg har aldrig fået så meget ros før!” Og jeg svarede “Jeg er SÅ stolt af dig min skat” også stod vi der og tørrede øjne, Glædenståre når de er bedst;)

Skriv et svar